Nyhedsbrev 04 – Afholdelse af Loppemarked.

Loppemarked.

Så er sommeren slut både ifølge kalender og vejrudsigten.

Loppemarkedet blev holdt i strålende solskin på Vibeholmskolen den 05.09.10. Der var solgt 41 boder og alle mødte op. På trods af at Bredekærgård havde jazzbandet ”Blå Mandag” på besøg og der var afslutning på det ugentlige loppemarked i Greve, var der pænt fremmøde – og ikke mindst – der var godt humør hele vejen igennem både hos de handlende og de besøgende. Der blev solgt alt fra plastik dyr til gamle skrivemaskiner. Der var mange børn med der solgte, det var dejligt at se, men mon ikke de kom hjem med lige så meget som de fik solgt? men så er grunden jo lagt til næste loppemarked.

Dagen før loppemarkedet var Finn og hans kone (Alice) samt undertegnede nede på skolen og måle op og nummerere staderne, så da folk kom søndag formiddag var det nemt at køre ind og finde sin bås, dette gik over forventning.

Vi udleverede en plastsæk til hver bod, og Michael (skolebetjenten) kom tidligt og hjalp med både det ene og andet. Michael har gennem hele forløbet været en kæmpe hjælp og vi vil her gerne sige ham 1000 tak. Han satte også en grill op og solgte pølser, da han er i besiddelse af hygiejnekortet.

Grundejerforeningen stod selv for salg af øl og vand, men de fremmødte var ikke så tørstige, som vi havde forventet (håbet??), så til generalforsamlingen står den på dåseøl og vand, heldigvis kan de holde så lang tid.

Det der overraskede mest var, at der var RYDDET FULDSTÆNDIGT OP alle steder, da vi gik en runde efter alle var kørt, jeg tror jeg samlede 2 skod op, det var alt!  FLOT!

Da salget af staderne begyndte, blev jeg taget lidt ”med bukserne nede” (jeg havde i hvert fald malerbukserne på) jeg havde ikke forventet at folk faktisk stod i kø kl. 17.00.

Allerede på loppemarkedet var der nogen der ville bestille bod til næste år, så nu må vi se. I første omgang var det kun meningen, at det var os i de tre grundejerforeninger der kunne melde sig, men hurtigt blev jeg klar over, at nogen havde givet deres plads videre til beboere udenfor grundejerforeningerne. Da det er vores grundejerforening der har afholdt alle udgifter, må vi lige tænke tanker om, hvordan vi gør det til næste år og samtidig skal vi være mere opmærksomme på, om der holdes andre arrangementer. Helt kan vi jo nok ikke undgå at ramme sammen med andre.

 

Venlig hilsen
Inger Østergaard
Formand